Niels Gårdmand, Lille Niels eller slet og ret Nissen
Her omkring juletid pakker vi længselsfuldt de hengemte kasser med julepynt op. Masser af glade og skælmske kravlenisser får igen plads i vores stuer, men hvem er han egentlig denne smilende og godmodige figur.
Se – det ved man faktisk ikke rigtigt. – Han har nok været her altid, i hver fald findes der rigtig mange gamle sagn og eventyr som fortæller om dette lille væsen.
Den ældste skriftlige beretning man kender til, er fra den norske kong Olav Tryggvasons saga fra år 981. Her fortælles om en bonde ved navn Kodran, som havde en vætte kaldet årmanden boende i en sten uden for gården. Kodran ofrede til årmanden og fik til gengæld gode råd om gårdens drift. Men en dag kom Kodrans kristne søn til gården sammen med en præst, som skulle overtale den gamle bonde til at vende ryggen til årmanden, som herefter blev jaget bort gennem kristen uddrivelse. Sagaen er fra den periode, hvor kristendommen langsomt spredte sig rund i Skandinavien og langsomt forvandlede nisser og alfer til nogle kætterske væsner, som kunne fordrives med salmesang og vievand.
Men i folkefortællingerne har nissen eller Niels Gårdbo altid eksisteret. Lille Niels eller tomten var en ældre, piberygende mand, som til tider kunne have et ganske voldsomt temperament. Han var bondens hjælper, og forlangte som tak ikke andet en skål grød om lørdagen, – men glemte man det, faldt der brænde ned. Nissen kunne finde på at binde køernes haler sammen, eller hejse dem op under hanebjælkerne i stalden, ja der var ikke den ting han ikke kunne finde på. Det værste var dog, hvis gårdnissen blev så utilfreds, at han forlod gården, for han tog al lykken med sig, og så ramlede ulykkerne ned over den stakkels bondemand.
Pudsigt nok kan det modsatte ikke lade sig gøre. Bliver bonden så træt af sin gårdnisses opførelse, at han vælger at forlade gården – så flytter nissen bare med.
Den lidt mere hyggelige, smådrillende julenisse finder vi fra midten af det 1800’tallet.
Til en julefest hos den danske maler Constantin Hansen i Rom 1836, skulle han og kollegerne Vilhelm Marstrand og Bertel Thorvaldsen have pyntet sig med papirklip af nisser i forskellige situationer. I det hele taget er der, blandt borgerskabet på det her tidspunkt, en stor interesse for den gamle folkekultur. Det er også på denne tid, man så småt begynder at indsamle de gamle fortællinger og andre folkeminder. Denne udvikling skal nok også ses i lyset af den tids almindelige samfundsudvikling, hvor rejsen fra land til by begyndte at tage fart.
Nissen flyttede altså med – med borgerskabet gik han fra at være gårdnisse til at blive bybo. Lille Niels fulgte bare med udviklingen, og fik tillige en kone og mange nissebørn.
I dag kan man finde ham i hvert et indkøbscenter, i alle mulige og umulige udklædninger, men drillenisse vedblev han med at være.
