Arbejdet med lokalhistorie har egentlig sin oprindelse i 1600-1700-tallets topografiske beskrivelser. I 1800-tallet ser man, at grundlaget for lokalhistorie ændrer karakter og bliver mere formidling af den lokale historie. 

I starten var fokus mere på det, vi i dag ville kalde regional historie. Flere landsdele får egne historiske “foreninger” med lokalhistoriske tidsskrifter – Fyn får sin i 1859, Jylland i 1866. 

I Sønderjylland blev den første årbog udgivet i 1889, mens Det Historiske Samfund for Sønderjylland først blev oprettet i 1922, to år efter genforeningen.

Vi skal frem til 1950’erne, før de første lokalhistoriske foreninger, der dækker et sogn eller en kommune, bliver stiftet som interesseforeninger af ikke-professionelle kræfter, såsom vores egen. Interessen for den nære historie vokser markant med det store opbrud. I 50’erne starter en bevægelse fra land til by og den lokale historiefortælling går ikke længere i arv. Derfor opstår der et ønske om at få samlet historierne inden, det bliver for sent. 

Det første lokalhistoriske arkiv opstår i Faaborg i 1937 og vokser stærkt i antal i forlængelse af kommunalreformen fra 1970, hvor man gik fra 1345 sogne- og købstadskommuner til i alt 277.

Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening blev oprettet i 1975 i forlængelse af Torslunde-Ishøj Kommunes store befolkningseksplosion, af nøjagtig de samme årsager som alle andre steder, bortset fra at det ikke var fraflytning, men tilflytning, der gjorde det svært at fastholde den lokalhistoriske fortælling. 

En fortælling, der er vigtig, hvis det fremblomstrende samfund ikke skal blive rodløst. Vores historie er unik – det samme gælder for de andres. Vores historie bygger på det landskab, vi har, som ikke er det samme som vores naboers. Vores lokale samfund bygger på de muligheder, der netop opstod her, og vi ser stadig aftegninger fra historien i det moderne Ishøj. 

Det er vigtigt at fastholde den lille forskellighed, der gemmer sig i den store lighed.

/Steen Skovhus