Længe havde der været et uvenskab mellem den rige og mægtige Peder Benzon og Kong Frederik d. 4.
Peder Benzon til Benzonsdal, godsejer og højesterets assessor, ejede også Gjeddesdal, Benzonseje og mange andre herregårde med store tilliggender af fæstegods og med hundredvis af hovbønder.
Kongen var overbevist om, at Peder Benzon havde opnået sin rigdom ved at bedrage ham. Kongen var nemlig blevet bekendt med, at Peder Benzon, efter sigende, skulle have ladet sine hovbønder – med pisk over nakken – udgrave en stor kæmpehøj.
Hovbønderne havde længe forsøgt at værget sig ved arbejdet. De var skrækslagen for at påkalde sig bjergfolket vrede, og bange for alle de ulykker der kunne blive nedkalde over dem, hvis de gravede i højen. Men herremanden og ridefogedens pisk sved, hvis ikke de gravede, så en anden mulighed fandtes ikke.
Historien fortæller, at efter nogle dages graven fandt de en hel rustvogn fuldt læsset med både guld og sølv, – så meget at der var nok til en hel kongeløsning – og det var rigtig meget.
Der var så meget, at man kunne løskøbe en konge fra fjendens fangeskab, hvis det skulle blive nødvendigt. – Det vidste de, for sådan var det altid blevet fortalt.
Straks rustvognen, med al sit guld og sølv, var kommet frem i lyset, havde Peder Benzon jaget sine hovbønder bort for i stedet, at lade sin ridefoged og andre betroede mænd føre den store skat hjem til gården.
Så snart alt var fjernet, befalede han sine bønder tilbage for at kaste højen til og beplante den med træer og buske, som om intet havde fundet sted.
Selvom den rige og mægtige Peder Benzon havde gjort alt for at holde sit fund hemmeligt, – gør rygter nu engang, som rygter gør, – de løber hurtigt, og de løb hele vejen ind til kongen i København.
– Kongen mente bestemt, at skatten måtte tilhøre ham, hvilket han da også gjorde Peder Benzon opmærksom på. – Men nej da, en stor skat? Nej det havde Peder Benzon aldrig hørt tale – Dette måtte helt sikkert være ren og skær almuesnak. – Det havde bestemt intet på sig.
Kongen troede ham ikke og prinsen, den senere kong Christian d. VI langt mindre.
Prinsen havde endda, i forklædning og i al hemmelighed, opsøgt Peder Benzons hovbønder uden dog at få noget at vide. De havde intet fortalt, de var nemlig så bange for Peder Benzon og hans ridefoged, at de intet turde fortælle.
Prinsen var blevet klar over, at Peder Benzon var ualmindelig hård og brutal over for sine undergivende fæster og hovbønder, hvilket bestemt ikke mildnede prinsens syn på Peder Benzon, og da han tillige var overbevist om, at han havde tilranet sig alt det guld og sølv som retmæssigt tilhørte kongen, alene for at forøge sin egen rigdom, svor han på, at Peder Benzon skulle komme til at betale dyrt for sine gerninger.
Det hele blev heller ikke bedre af, at Peder Benzon i 1730 udskilte 54 tønder land hartkorn fra Gjeddesdal og lod byggede både en hovedbygning og de nødvendige avlsbygninger til en herregård, som han døbte Benzonsdal.
Til den nye herregård Benzonsdal blev også kirkerne i både Greve, Kildebrønde og Høje Taastrup lagt.
– Hvor fik han dog alle pengene fra? – Peder Benzon både byggede og opkøbte herregårde og han renoverede kirker – måske var der noget om skatten i kæmpehøjen.
Snakken gik, men Peder Benzon lod dem snakke og forsatte sine byggerier.
Selvom uvenskabet var stort, var det svært for Kongen at komme uden om Peder Bentzon, derfor blev han også, som alle de andre af rigets fremmeste mænd, indbudt til et stort fødselsdagstaffel på Københavns Slot for Kronprinsen.
Peder Benzon blev mødt med en kold og afvisende hilsen fra Kongen selv, mens prinsen, efter sigende, have hilst på Peder Benzon ved at vende ham ryggen.
Nu var det jo en fødselsdagsfest, så efter taffelet var det tid for gæsterne at skænke prinsen en fødselsdagsgave, helst en kostbar en, for om ikke andet, var det vigtigt at stå sig godt med en kommende konge.
Den særdeles rige, men også meget nærige, Peder Benzon havde vel knap nok tænkt sig at give prinsen en gave, men lod sig alligevel gribe af stemningen, for det ville jo gøre sig godt i denne forsamling af alle rigets mægtigste mænd.
Hvor om alting var, så forærede han prinsen Køge Kro – Køge Kro ved Køge Bugt, dengang var der ikke andet end et simpelt og sandet hjulspor langs kysten mellem København til Køge og tillige, havde kroen heller ikke mange gæster.
– Se det var just ikke en gave der faldt i god jord hos prinsen, for han råbte, lige så højt han kunne, ud over den store forsamling af mægtige mænd: ”- Nåh så troede du nok, dit æsel, at jeg skulle stå og skænke brændevin for dig, når du kører til København”.
Peder Benzon tog nu kronprinsens unåde meget let, han var vel en af rigets aller mægtigste mænd.
Der var nu opstået et helt og aldeles uløseligt fjendskab, og på den første juleaftensdag, efter at kronprinsen selv var blevet konge, blev Peder Benzon beordret til at give møde på Københavns Slot. Selvom det kom Peder Benzon ganske ubelejligt, turde han trods alt ikke andet end efterkomme den nye kongens bud.
Straks han var trådte ind i salen til kongen, blev han befalet at blotte sin overkrop.
Kongen greb en spids jagtkniv fra bordet, dyppede den let i en stærkt giftig væske, hvorefter han overlegent havde trykke spidsen mod huden ud for Peder Benzons hjerte.
De øvrigt tilstedeværende kunne efterfølgen berette, at kongen havde holdt en meget lang og vred enetale, hvor han helt uden omsvøb have fortalt Peder Benzon, hvad han mente, og tænkte, om ham.
Slutteligt havde kongen i sin vrede fået prikkede et lille hul i huden med dolkens spids.
Peder Benzon flygtet ud af slottet, ud i Københavns gader. Han befalede sine folk at fremskaffe et stort kar og fylde det med sødmælk. – Thi man mente dengang, at sødmælk kunne trække giften ud af såret.
I det lå han så og skvulpede, mens han, så hurtigt som hestene kunne rende, hastede hjem.
Desværre hjalp mælken ham ikke. Peder Benzon var død ved ankomsten. – Han døde i året 1735.
Nu ved jeg godt, at der i de fine historiebøger, dem der hylder kongen og alle hans gerninger står, at Peder Benzon døde af en ondartet hudsygedom, som han forgæves forsøgte at kurere ved hjælp af sødmælksbade – men man skal ikke lade sig narre af kongens egne skriverkarle.
Peder Benzon er gravsat i Høje Taastrup kirkes gamle sakristi, som han ved en renovering lod ombygge til gravkapel for ham og hans familie.
Måske fordi Peder Benzon havde været så brutal over for sine fæster og hovbønder, – måske fordi han i ærgerrighed havde bedraget kongen, – eller måske fordi at det var ham, der havde givet ordren til at udgrave bjergfolkets bolig. – Så har han aldrig fået fred i sin grav, men må, når det bliver mørkt – til evig tid – køre rundt mellem sine herregårde i en sort karet trukket af otte sorte hovedløse heste.
De få der har set dette lidt særegne optrin fortæller, at det specielt er juleaften, og andre højtidsaftner, omtrent på det tidspunkt, hvor vi normalt sidder og hygger om bordet, man kan være heldig at se den sorte karet suse forbi.
/SK
