“Kong Harald styrede med sine skibe ind i fjorden, og der som den er bredest, hedder det Lusbreid. Der er der i vigen indenfor et smalt eid vester til havet, did roede Haralds mænd om kvelden. Men om natten, da det var blevet mørkt, ryddede de skibene og drog dem over eidet, før dag havde de udført det hele og gjort skibene klar for anden gang” – fra Haralds Haarderaades Saga.

Hvor dette ”eid” mellem fjord og hav skulle være, står stadig i det uvisse. Nogle mener at det kunne være Løgstør Grunde, måske er det rigtigt, for over for Løgstør, på det smalle sted, hvor fjorden møder Løgstør Bredning, ligger ringborgen Aggersborg, en stærk fæstning med 48 huse og en ringvold med en indre diameter på 240 meter. Anlægget er sandsynligvis samtidig med Trelleborg, omkring år 980, da Harald Blåtand og Svend Tveskæg regerede landet.

Efter nogle grå og blæsende dage, ankom vi i let vind og sol til Løgstør Kanalhavn. Vi lagde os langskib ud for Restaurant Kulgården og Kulladen. Det gamle Kulkompagni er for længst forsvundet, og er i dag erstattet af restaurant og kulturhus. I Kulladen var der koncert for åben ladeport begge dage, og Restauranten holdt udendørs buffet, så der var et leben på kajen, men hvorfor ikke, solen var fremme og det lugtede lidt af sommer. Løgstør er en turistby, men vi skal bare bevæge os om bag første husrække fra havne, før vi i ro og mag kan spadsere i byens små gader.

I vikingetiden var fjorden åben mod vest. Der er findes skriftlige kilder, der fortæller at fjorden var samlingssted for skibene forud for togterne mod England, og når de returnerede gjorde de det fra vest ind i fjorden. Den vestlige åbning sande til i løbet af 1100-årene og indtil havets gennembrud, i 1825, ved Aggertange, kunne fjorden kun besejles fra øst.I al tid har Løgstør Grunde skabt problemer for skibsfarten på Limfjorden. Skuder og fladbunde pramme, de såkaldte Kåg, gik over, men skibe med større dybdegang end en meter måtte forvente problemer. Så tidligt som 1637 lod Christian IV undersøge muligheden for at forbedre sejladsen over Løgstør Grunde, men det skete først med anlæggelsen af den 4,4 km lange Frederik VII’s kanal i 1861 og som i 1901 blev erstattet af 3,5 m dyb gravet rende på tværs af grundende. Det var den vi kom ind af og det er i mundingen til den gamle kanal vi har lagt til kaj.

Et besøg på Limfjordsmuseet der beskæftiger sig med hele fjordens maritime kulturhistorie, var en rigtig god oplevelse. Når man nu alligevel er der, kan det også anbefales at besøge Kanalfogedens Køkken, hvor vi, med udsigt over kanal og kanalfogedens bolig, fik serveret en stor gryde muslinger dampet i mørk øl og kanalfogedens brændevin.

Løgstør er også stedet hvor forfatteren Johan Skjoldborg (1861-1936) boede til sidst. Søn af en skomager og husmand blev han selv landsbylærer i 20 år, inden han helligede sig sin forfattervirksomhed. Gennem sine romaner satte han fokus på arbejdernes elendige kår – I skygge, Almuen, Udmarksfolket og gennembrudsromanen ”En stridsmand” som var tilegnet husmændene. I romanen Gyldenholm, som også blev kaldt en agitationsroman, skildrede han kritisk det åbenlyse misforhold mellem godsejer og husmand. Hans romaner skabte stor social debat i samtiden og blev toneangivende for husmandsbevægelsen.I 1914 gik Skjoldborg selv fallit med et lille husmandsted. En selvbestaltet kreds af husmænd satte gang i en indsamling med det formål at opføre en hædersbolig til ham. Huset, som ligger højt på skrænten med udsigt over by og bredning, blev overdraget d.11. november 1918 og her boede han til sin død d. 22. februar 1936. Det fortælles at stien op til huset var temmelig stejl og besværlig at forcere, så når der var festligheder i byen, blev der aftalt hvem af dem der måtte drikke, ikke fordi de havde bil, men fordi den ene skulle hjælpe den anden hjem.

En lille krølle på historien er; at Johan Skjoldborg havde ytret ønske om ikke at blive sænket, men båret i graven, hvorfor der blev lavet en lang skrånende udgravning, så hans kiste kunne bæres ind i den lille høj der kom til at danne graven.