Fra vores dage i Thisted

Sommer var det, midt på dagen, i et hjørne af hegnet. 

Det var så den sommer på Limfjorden 2020. Det er også indledningen til novellen ”Mogens” af J. P. Jacobsen. 

Årsagen til vores besøg i Thisted var ikke så meget J. P. Jakobsen, eller som vi kalder ham i daglig tale I. P. Jacobsen, men fordi Kirstens ene sæt oldeforældre boede i Thisted – hr. Togfører A. J. Christensen og frue. Togfører på Struer – Thisted banen så længe at han også blev Dannebrogsmand. Vi fandt de steder de havde boet, og Kirsten fik dem fotograferet. Det giver en lidt særegen følelse, når man går rund de steder, hvor ens forfædre har levet, og oldeforældre er jo ikke så mange slægtsled tilbage men alligevel. Jeg mærkede det selv, da vi forrige år besøgte det sted min svenske oldemor var født, og de gårde hun havde tjent på, inden hun kom til Danmark.

Men tilbage til J. P. Jacobsen. Han blev født i Thisted i 1847 hvor han også døde af tuberkulose, i 1885, kort efter sin 38-års fødselsdag. Selvom han døde ung, og at han de sidste 12 år var mærket af sygdommen, blev hans forfatterskab en vigtig brik i det man kalder ”Det Moderne Gennembrud”. Jacobsen var en alsidig herre som, udover hans banebrydende skønliterærer værker ”Niels Lyhne” og ”Marie Grube” samt novellesamlingen ”Mogens og andre Noveller”, også høstede universitetets guldmedalje for en afhandling om en speciel algeart. J. P. Jacobsens fødehjem eksisterer stadig, takket være nogle dedikerede mennesker der i 1958 stiftede J. P. Jacobsen selskabet. Huset rummer i dag Thisteds Lokalhistoriske Arkiv. Eksistere gør også det havehus, hvori han sad og skrev, men haven er væk, så det står i dag umotiveret og klemt mellem en stor gennemkørselsvej, byens Mc. Donald og Thisted industrihavns servicehus. 

På Thisted Museum findes en mindestue for J. P. Jacobsen. Det gør der også for en anden af byens kendte koryfæer, en som jeg gennem årene har beskæftiget mig meget med; skolemanden Christen Kold. Godt nok var Grundtvig ophavsmanden, men Christen Kold var pioneren og praktikeren. Han var den reelle grundlægger af de tre frie skoleformer; friskolen, efterskolen og højskolen. Thisted er en gammel by. Den fik sin købstads status omkring år 1500, men fordi alt skibstrafik, inden Vesterhavets gennembrud ved Agger Tange i 1825, foregik fra øst, blev Aalborg fjordens naturlige hovedby. Thisted Havn blev anlagt i 1840, jernbanen kom i 1882 og med anlæggelsen af Frederik d. 7.s kanal ved Løgstør i 1861 hvor det blev muligt at besejle havnen med større skibe, blev handel og søfart to vigtige hjørnestene for Thisteds udvikling i slutningen af d. 19. århundrede – faktisk udviklede den sig en overgang til at være Jyllands 4. største søfarts by. I slutningen af 1851 var der indskrevet 52 skibe i Thisted tolddistrikt. Det var dog ikke alla indskrevne Thisted skibe forundt at besøge sin hjemmehavn. Barken ”Douglas Castel” af Thisted, 678 bruttoregistertons bygget af eg på jernspandt og solgt til Thisted 1887, forliste på en rejse fra Swansea til Valparaiso i 1891 og kom således aldrig hjem til Thisted.

På grund af vejret, måtte vi blive en ekstra dag i Thisted, men hvad gør det, når man kan være så heldig at falde over denne lille historie.

Som det er almindelig kendt, har Thy-kysten fået sin rigelige part af de alt for mange strandinger, der fandt sted på den Jyske Vestkyst. 

Thy-egnen er fattig på træ, så skibstømmeret fra de grundstødte skibe var mere end kærkommen, og blev anvendt som både bygningstømmer og brænde. I perioden fra 1858 til 1881 strandede der ud for det gamle Thisted Amts kyst 365 skibe, hvor af 86% total forliste.  Gennem de mange forlis opnåede kystens beboer stor erfaring med ophugning af skibe under vanskelige og farlige arbejdsforhold, hvilket var med til at generere en økonomisk givtig forretning for købmænd og krejlere. Men med den almindelige udvikling, og skiftet til jernskibe og bedre navigation, blev det svære og svære at tjene penge på strandingerne ….. Hvad gør man så? Jo man begynder at opkøbe gamle og urentable træskibe og bevist sejle dem på grund på kysten, og på den måde holde gang i de givtige strandingsauktioner.  Specielt Arndal i Norge, var hårdt ramt af udviklingen. da deres rederivirksomhed i stort var koncentreret på sejlskibe af træ, så de var billigt til salg. Sågar blev der indrykket annoncer i Thisted Amtsavis, hvor reddere fra Arndal tilbød skibe til ophugs. 

Som vi også ser på de indiske strande i dag, var denne form for ophugningsvirksomhed til fare for både mandskab og øvrige skibsfart. Med den almindelig griskhed begyndte enkelte entreprenører at spare på arbejdskraften og lod havet klare ophugning, hvilket betød at store dele flød til havs og bragte fare til fiskere og skibsfart. Så disse ”kunstige” strandinger blev forbudt ved lov i 1909.

Det sidste skib der blev sat på grund, med dispensation fra loven, var i forbindelse med optagelserne til en Palladium film med Fy og Bi – ”Vester vov vov”.

Facebooktwitterlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Please reload

Vent venligst...