Vores næste anløb blev Jegindøs kombinerede fiskeri og lystbådehavn på øens østside. Havnen var engang en betydelig fiskerihavn, og stedets fiskeriauktion var gennem årtier Danmarks største åleauktion. Et væld af små blå kuttere stod ud fra havnen og skabte en daglig indkomst ved kystnært og bæredygtigt fiskeri. Men som så mange andre steder blev bådene større, redskaberne kraftigere og fangsterne større, indtil det lykkedes fiskerne sammen med landbruget at ødelægge fjordens fiskebestand. I dag er der stadig hjemmehørende både i Jegindø Fiskerihavn, men de skraber muslinger. 

Historien om Jegindø fiskeleje begynder egentlig så langt mod vest, som man kan komme. I 1800-tallet var Nordsøen hård ved de små samfund på den udsatte Harboøre Tange. Storm efter storm gjorde, at marker, enge ja hele landsbyer blev ædt af havet. Der går historier om, at de gamle kunne stå og pege flere kilometer ud over havet og sige ”Der blev jeg født”. 

Som Hans Kirk fortæller det i ”Fiskerne”, valgte mange, at opgive det farlige kystfiskeri til fordel for mere sikre og givtige fjordfiskeri, og af dem valgte flere at slå sig ned på Jegindø. Går man sig en tur på øens kirkegård, finder man mange af de gamle Harboøre-efternavne Noer, Vrist og Kyndi.

Det gamle fiskeri er for længst væk, men frivillige har i nogle af de gamle redskabshuse på havnen skabt en sand perle af et fiskerimuseum – ”Æ Fywerhus”. 

Achton Friis skriver i værket ”De danske Øer” om Jegindø, som han besøgte i 1924: 

”Næppe har jeg givet Luft for min Harme over den af smagløse Nybygninger og unyttige Plantninger ødelagte Natur paa Limfjordsøerne, før jeg maa til at gøre en Smule Afbigt. Ved den første Vandring over Jegindø finder jeg dennes frugtbare Jorder, som fra Naturens Haand synes at være bestemt til at bære Korn i Overflod, dyrkede som den skønneste Have og dannende et Landskabsbillede som er den fuldkomne Idyl, og samtidig bærende nogle af de herligste gamle vestjydske Gaarde jeg nogensinde har set. Her ses intet Spor af Vold, ingen barsk Natur, hvis Oprindelighed man kun har opnaaet at skænde under fortvivlede Forsøg paa at gøre den frugtbringende.”

Jeg tror næppe, at han i dag ville være enig med sig selv. 

Når vi bevæger os fra havnen op gennem Jegind by til Kirkeby, genkender jeg desværre ikke hans rosende beskrivelse. I dag er de fleste huse tomme. Står som sommerhuse eller udlejningshuse med smagløse tilbygninger, så der er plads til storfamilien, indendørs swimmingpool og spa. Haverne er dækket med ukrudtsdug og granitskærver i forskellige farver så den er nem at holde, og de få nybyggede villaer vi ser, er prangende og passer bare ikke ind i omgivelserne. Når den nye have skal anlægges, holder man sig da heller ikke tilbage for at bruge Roundup. 

En digter fra Jegindø – så kan jeg kun komme i tanke om Johannes Meier, ikke en der har gjort stort væsen af sig, men født på æ´ø d. 27. januar 1880. Han blev student fra Odense Katedralskole i 1897 og tog året efter filosofikum og fik efterfølgende et ophold på Skårup Seminarium. Han har blandt andet været huslære på Grinderslev Kloster i Salling.

Hans digtning bæger præg af den indre mission han oplevede på Jegindø;

Hold dine hænder rene, hvis du skal lykken række,
Og hold dit hjerte helligt, hvis lykken der skal bo!
Thi lykken hader hænder, besudlede og frække,
Og i et urent hjerte den fanger ingen ro.

Johannes Meier døde i København d. 2. november 1902.

Jegindø Kirke, i daglig tale Thyholm domkirke pga. de store hvælvinger, bærer også præg af indvandringen fra vest. De nye tilflyttere var stærkt troende samtidig med, at der herskede en generel indremissionsk vækkelse, så den gamle kvadrestens-kirke fra 11oo-tallet blev med tilflytningen for lille. Derfor har kirken gennemgået et par til- og ombygninger, senest i 1919 hvor den fik sin nuværende form med romansk kor, sakristi, skib, en stor tilbygning mod nord med tre gavle og tværtag og med plads til 250 kirkegængere.

Kirken er nok den eneste i Danmark der udover et traditionelt kirkeskib, en model af fregatten Dannebrog, også har en model af et moderne muslingefartøj.

På havnens ”Æ skipperhus” serverede de en ganske god muslingesuppe.