Venø

Blæsten går frisk over Limfjordens vande,
rusker dem op til vågen flugt,
jager dem mellem de favnede strande,
fylder med toner hver en bugt.
Og sømanden synger bag sit rat
På krydstogt fra Nordsø til Kattegat.

Blæsten er frisk her på Limfjorden og til tider hård, så vi har lagt os lidt i ly for nordvestenvinden, ved en af Danske Tursejlers ankerbøjer, øst for Venø.

Venø, her har jeg ikke været siden jeg var dreng. Her var jeg engang på spejderlejer, og det var her jeg for første gang sejlede optimistjolle. Indrømmet – første gang var det ikke mig der styrede, det gjorde vinden – lige ind i sivene langs brinken på den hjerteformede vig på nordsiden.

Vi har sat motor på gummibåden og gør landgang på Venø. Venø er ikke nogen stor ø, den har heller ikke nogen stor kirke, faktisk er den Danmarks mindste, 74 kvadratmeter 12 x 6,2 meter, og ikke nok med det, så har den engang kun været halvt så stor. Det lille våbenhus skyldes, at man ved en tidligere ombygning havde bygget kirkeklokken ind i gavlen, og den skulle øjensynligt ikke flyttes. En lokal fortalte; at det nok var det sted på øen, der gennem tiderne var bandet mest, for inden renoveringen af kirken i 2016 var døren i våbenhuset så lav, at man jævnligt bankede hovedet i dørens overligger.

Øens galleri blev åbnet specielt for os. Det var egentlig lukket, men da vi stod udenfor, som to små børn der pressede snuderne mod slikbutikkens rude for at se på herlighederne, forbarmede hun sig, og vi fik lov til at komme ind. 

Her var en flot udstilling af bl.a. Nanna Agger, datter af Knud Agger (1895-1973), ham der har malet det smukke, men også ret utraditionelle alterbilede, der blev ophængt i forbindelse med renoveringen af kirken i 2016.

Den lille havnen med den lille færge, med kælenavnet træskoen, holdes i dag i live af et frivilligt færgelaug. Formålet er at sikre Danmarks ældste og stadig aktive bilfærge som et led i den lokale kulturhistorie. Den var, med sine knap 13 gange 5 meter og med plads to – tre personbiler, afhængig af størrelse, øens færge indtil 2010. I starten sejlede færgen til Struer havn, senere blev overfartsstedet flyttet til Venøsunds smalleste sted.

Da det var begyndt at regne, blev frokosten indtaget på havnens lille cafe og kiosk. Cafe-fatter indrømmede, at sommeren ind til nu ikke havde være noget at råbe hurra for, men at han som kioskejer kunne glæde sig over, at han i år har væsentlig flere vare på hylerne.

Venø har, så vidt jeg ved, ikke nogen direkte litterære præferencer, selvom mange af de gamle digter sikkert har gjort øen visit. I Struer, som var Venø færgens anløbshavn, boede Johannes Buchholtz, og det var i hans stuer alle de store kom, Jeppe Aakjær, Thøger Larsen, Skjoldborg, Thit Jensen, Karl Bjarnhof og sikkert mange flere. 

Der er dog denne lille kuriøse historie knyttet til en gamle grav på Venø Kirkegård. Gravskriften er i dag svært læselig, men der står bl.a., at her hviler støvet af den gode søn; Den ædle yngling Georg Frederik Andres Kyhn; Secondliutenant ved de annullerede batailloner; født 1788, den 29. august, død 1810, den 18. januar. 

Hvad der ikke står, var at han under skøjteløb på fjorden gik igennem isen, og at han var forlovet med den dengang 17-årige Ernestine Juliane Blicher (født Berg) enke efter sognepræsten Peder Daniel Blicher, som var 40 år ældre end hende. Knud Sørensen skriver; at det fortælles, at da de overbragte Ernestine den tragiske nyhed, skulle hun have sagt: ”Det var heldigt. Jeg blev forlovet med en anden i går aftes.” Dette er nok ikke den fulde sandhed, men hun var i kort tid forlovet med en anden, indtil hendes afdøde mands nevø Steen Steensen Blicher dukkede op som adjunkt ved den lærde skole i Randers, og som hun d. 11. juni 1810, knap fem måneder efter sekondløjtnantens tragiske dødsfald, blev gift med.

Facebooktwitterlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait