Ishøjs Mølleå

Ishøj har skam også haft sine vandmøller. 

Historisk set har Lille Vejleå været vores mølleå. Lille Vejleå som løber sammen med Baldersbækken i Ishøj Sø, er landskabs- og kulturhistorisk en del af Heden, eller retter Hedebo-egnen. Det område der dækker det skovløse og tidligt opdyrket morænelandskab, som fremkommer som en trekant mellem København, Roskilde og Køge. 

Lille Vejleå ligger i kommunens vestlige ende ved Solhøj cirka 30 meter over havet med et svagt fald ud mod Køge Bugt. Således er højden i Torslunde omkring 20 meter, i Ishøj 10 meter og ved Pilemølle blot 5 meter over havet. 

Langs Lille Vejleå menes der at have ligget fire møller, Store og Lille Mølle i Torslunde, Pille Mølle og sandsynligvis en ved Strandgården, der hvor Strandgårdsskolen i dag ligger. Pile Mølle bliver første gang nævnt ved navn i 1604 i forbindelse med et påbud om renovering, dog nævnes møllen i sammenhæng med Store Mølle allerede i en skrivelse af 9. april 1387, hvor Biskop Oluf giver de to møller til Sankt Laurentii Alter i Roskilde.

Lille Vejleås epoke som mølleå forsvandt samtidig med, at de forskellige vandindvindingsanlæg lang åen blev taget i brug. De store vandmængder der blev pumpet op og sendt ind til de tørstende københavnere, afstedkom en voldsom grundvandssænkning omkring Lille Vejleås udspring, hvilket til tider næsten tørlagde den.

Pile Mølle blev i 1907 ombygget til vindmølle og fortsatte som sådanne ind til 1946.

I en gammel beskrivelse kan man læse, at Pile Mølle er en vandmølle, der drives af et underfalds vandhjul på 7½ alen (lige ved 5 meter) i diameter, har 3 kværne, en grovkværn, en sigtekværn, begge 8 kvarter (ca. 1 meter) i diameter og en skalkværn på 10 kvarter ca. 1¼ meter i diameter).

Den maler 1 tønde sæd i timen og hele året omtrent 3200 tdr. sæd, hvoraf 500 tdr. fint, som betales 4 Mark pro tønde, af den groft malede sæd erlægges told.

Et lille kuriosum er, at Københavns Kommune i 1896 købte Pille Mølle med henblik på at opføre et nervesanatorium på stedet. Det blev imidlertid ikke til noget, da læger og andet personale ikke ville så langt ud på landet. I stedet opførte man Sankt Hans ved Roskilde.

Følgende er blevet fortalt af Pile Mølles sidste rigtige “Møller” Petrus Bay (1903-1986) nummer 6 af en søskendeflok på 12.

Det gamle hovedhus lå så langt ude, at man sov i Greve kommune og spiste i Ishøj. Det kunne måske have sin fordel, såfremt der kom kurre på tråden ægtefællerne imellem, så kunne man bare gå hver til sit sogn – inden for hjemmets fire væge. 

Petrus Bay fortæller at hans far Valdemar Bay (1868-1933), som havde forpagtet møllen i 1896, fik Københavns Magistrat (den egentlige ejer) til at opføre en vindmølle, efter som vandet var forsvundet ved etableringen af Thorsbro Vandværk i Torslunde. Den fik en højde af 38 meter, 50 meter til øverste vingespids. Der var 6 vinger, hver på 10 meter. En smal jernstige førte hele vejen til toppen, dog var der ca. 28 meter oppe på møllen en udvendig omgang af træ, på vel 1 meters bredde. Det kunne være noget af en hård tjans, når man skulle op i 40 meters højde for at smøre alle de store og små hjul, de var af jern, og kunne høres viden om, når de skreg på smørelse. Værst var det om vinteren, når det var faldet islag, for så var det af med træskoene og på med et par ekstra tykke strømper, til gengæld var der en fantastisk udsigt øverst oppe. I klart vejr var kunne man se både Roskilde Domkirke, København og Saltholm.

I min møllertid, fortæller Petrus Bay, var der 2 kværne og et valseværk, et valseværk valser eller nærmest klemmer havrekernerne flade, så hestene bedre kan fordøje dem. I den ene af kværnene var møllestenenes diameter 56 tommer og i den anden 38 tommer. Når stenene var ny-rillede, og kværnene i orden, kunne vi male ca. 50-60 tønder på en dag.

Jeg havde også en kageknuser. Når vi fik oliekager hjem, var de som regel i store plader og måtte derfor knuses, for at køerne kunne æde dem, det var der et stort salg af til landmændene her på egnen.

En vindmølle maler som bekendt kun når det blæser, så slemt var det i vindstille perioder hvor sækkene med den umalede korn hobede sig op. Det blev afhjulpet, da vi i 1925 fik sat en petroleums-motor op til at drive værket de dage, hvor Vor Herre ikke ville lege med. 

I gamle dage – altså i hestevognenes tid – kunne der på travle dage holde op i nærheden af 30 vogne på begge sider af møllen både mod Hundige og Ishøj. De kom fra blandt andet Ishøj, Hundige, Torslunde og Tranegilde.

Når kunderne kom til møllen, havde de læs på vognen, som skulle males til næste gang de kom, på den måde kunne der godt stå flere hundrede sække på magasinerne, alle mærket med ejerens navn eller nr. – System var en nødvendig ting.

Pille Mølle danner i dag rammen om Produktionsskolen Møllen.

Facebooktwitterlinkedinmail